Dansk udstyr ankommet til rumstation

Fra opsendelsen af Discovery 26. juli.
3 august 2005

Rumfærgen Discovery har bragt udstyr til overvågning af astronauters helbred ombord på ISS. Udstyret er udviklet for ESA af Damec Research i Odense

En langvarigt udviklingsarbejde betalt af den europæiske rumfartsorganisation ESA nåede et foreløbigt højdepunkt, da den amerikanske rumfærge Discovery i sidste uge dokkede ved den internationale rumstation (ISS). Rumfærgen medførte udstyr fra Damec Reseach Aps. i Odense.

Damec’s udstyr er i stand til at overvåge astronauternes helbred ud fra stofferne i den luft, de udånder. Udstyret er dels mere nøjagtigt, dels betydeligt mere behageligt for astronauterne i forhold til tidligere tiders helbredstjek, der krævede monterede slanger, nåle og blodprøver.

”Vi har udviklet udstyret i samspil med ESA’s tekniske forskningscenter ESTEC i Holland og astronautkorpset i Køln”, fortæller direktør Ole Gløe-Jakobsen, Damec.

Efter planen skal den tyske ESA-astronaut Thomas Reiter indvie udstyret, når han senere på året sendes op til rumstationen. Derefter skal udstyret være standard ombord på rumstationen med en månedlig test af astronauternes helbred med fokus især på hjerte og lunger.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.