En klump skærver i kredsløb om Mars

Nærbillede af Phobos.
10 marts 2010

Fra en afstand af blot 67 kilometer er det lykkedes ESA’s fartøj Mars Express at udføre detaljerede målinger af tyngdefeltet for Mars’ måne Phobos, som tilsyneladende ikke er massiv.

Egentlig er den europæiske rumfartsorganisation ESA’s Mars Express i kredsløb om selve den røde planet, men ind imellem sker det, at rumfartøjet passerer Mars’ måne Phobos i sin bane. Så benytter forskerne lejligheden til at udforske det gådefulde himmellegeme, og 3. marts 2010 skete det i den hidtil mindste afstand til Phobos, blot 67 kilometer.

Umiddelbart ligner Phobos et massivt objekt, men målinger af månens tyngdefelt afslører, at den må være porøs med 25-35 procent indvendige hulrum. Det udelukker formentlig, at den lille måne – Phobos måler blot 27 x 22 x 19 km – kan være dannet samtidig med selve Mars.

”Phobos er sandsynligvis et 2.-generations objekt i Solsystemet,” siger Martin Pätzold fra Køln Universitet, ledende forsker for det instrument på Mars Express, som har udført målingerne.

Uanset hvordan Phobos er opstået, så er dens dage talte, da den langsomt taber højde i forhold til Mars og til sidst vil blive trukket i stumper og stykker.

”Af stenbrokker er den kommet, og til stenbrokker vil den blive,” siger Pätzold.

Forskerne skal nu analysere data fra overflyvningen 3. marts nærmere, og de forventer at få det hidtil mest detaljerede billede af, hvordan hulrummene i Phobos er fordelt. Senere i denne måned kommer flere overflyvninger, hvor Mars Express blandt andet skal tage nye billeder i høj opløsning af Phobos.

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.