|
|
Monsterbølger afsløret fra rummet 
Beskrivelser af bølger, der hæver sig i højder svarende til en tietagers boligblok, blev tidligere afvist som skipperskrøner. Men resultater fra ESA-satellit har medvirket til at fastslå, at disse monsterbølger er langt mere udbredte end antaget. Dårligt vejr har sænket over 200 supertankere og containerskibe på over 200 meters længde i de seneste to årtier. Monsterbølgerne menes at være hovedårsagen til mange af disse forlis. Sømænd, der har overlevet mødet med monsterbølger, har fortalt bemærkelsesværdige historier. I februar 1995 mødte krydstogtskibet Queen Elizabeth II en 29 meter høj monsterbølge under en storm på Nordatlanten. Kaptajn Ronald Warwick beskrev den som en "kæmpe vandvæg... det så ud som om vi var ved at sejle på de hvide klipper ved Dover."
I ugen februar/marts 2001 fik to hærdede krydstogtskibe, Bremen og Caledonian Star, vinduerne på broen smadret af en 30 meter høj monsterbølge i Sydatlanten. Bremen drev rundt i to timer uden at kunne navigere.
"Det samme fænomen kan have sænket mange mindre heldige skibe. Gennemsnitligt forliser to store skibe om ugen, men årsagen efterforskes ikke ligeså detaljeret som ved flystyrt. Det forklares oftest med dårligt vejr".
Offshore-platforme har også været ramt. Den 1. januar 1995 blev olieplatformen Draupner ramt af en bølge, hvis højde blev målt til 26 meter. De højeste bølger i området var 12 meter høje.
Det faktum, at monsterbølger rent faktisk forekommer relativt ofte, fik stor sikkerhedsmæssig og økonomisk betydning, da nutidens skibe og offshore-platforme kun er bygget til at modstå 15 meter høje bølger.
I december 2000 indledte EU et forskningsprojekt kaldet MaxWave, som skal bekræfte den udbredte forekomst af monsterbølger, finde ud af, hvordan de opstår og vurdere deres betydning for de kriterier, der anvendes ved design af skibe og offshore-platforme. Som en del af MaxWave, blev data fra ESA's ERS-radarsatellitter i første omgang brugt til at foretage globale optællinger af monsterbølger.
Det vigtigste instrument ombord på ESA's tvillingesatellitter ERS-1 og 2 – sendt op i henholdsvis juli 1991 og april 1995 – var en SAR (Synthetic Aperture Radar).
SAR kan fungere på forskellige måder. Over havet fungerer den i bølgetilstand og tager miniaturebilleder af 10 x 5 km af havets overflade for hver 200 km.
"De rå billeder er ikke tilgængelige, men med en opløsning på ti meter mente vi, at de i sig selv indeholdt et væld af nyttige oplysninger," sagde Wolfgang Rosenthal. "Spektrer over bølger giver oplysninger om havets gennemsnitlige tilstand, mens billederne viser de individuelle bølgers højde, også ekstremerne, som vi er interesseret i.
"ESA gav os tre ugers data – ca. 30.000 særskilte miniaturebilleder – fra omkring tidspunktet, hvor Bremen og Caledonian Star blev ramt. Billederne blev behandlet og undersøgt for ekstreme bølger i det tyske rumfartscenter DLR".
"Efter at have bevist, at de eksisterer, endda i større antal end forventet, er næste skridt at analysere, om de kan forudsiges," fortsatte Wolfgang Rosenthal. "MaxWave sluttede formelt ved udgangen af sidste år, selvom to grene fortsætter – den ene for at forbedre skibsdesignet gennem kendskab til, hvordan skibene forliste, og det andet for at undersøge flere satellitdata med henblik på at finde ud af, om monsterbølgerne kan forudsiges".
Et nyt forskningsprojekt kaldet WaveAtlas skal vha. to års ERS-miniaturebilleder oprette et verdenskort over forekomster af monsterbølger og foretage statistiske analyser. Lederen er Susanne Lehner, docent i afdelingen for anvendt marinefysik ved universitetet i Miami, som også deltog i MaxWave i DLR sammen med Wolfgang Rosental.
"Når man følger billederne, er det som at flyve, fordi man kan følge havets tilstand langs satellittens bane," siger Susanne Lehner. "Man ser også andre karakteristika som f.eks. isflager, oliepøle og skibe på billederne, så der er interesse for at bruge dem inden for andre områder. "Det er kun radarsatellitter, der kan foretage de ægte globale dataindsamlinger, som er nødvendige i statistiske analyser af oceanerne, fordi de i modsætning til deres optiske modparter kan se gennem skyer og i mørke. I stormvejr er radarbilleder således den eneste tilgængelige relevante informationskilde".
Indtil videre er der fundet visse mønstre. Monsterbølger forbindes ofte med steder, hvor almindelige bølger møder oceanstrømme og hvirvelstrømme. Strømmens styrke koncentrerer bølgeenergien og danner store bølger – Lehner sammenligner det med en optisk linse, der koncentrerer energi på et lille område.
Dataene viser imidlertid, at der også forekommer bølger, hvor der ikke er strømme – ofte i nærheden af vejrfronter og lavtryksområder. Vedvarende vinde efter længere tids storm (over 12 timer) forstørrer bølger, der bevæger sig med en bestemt hastighed synkront med vinden – går det for hurtigt, kommer de foran stormen og opløses, går det for langsomt, kommer de bagud.
"Vi kender nogle af årsagerne til monsterbølgerne, men ikke dem alle," konkluderer Wolfgang Rosenthal. WaveAtlas-projektet skal efter planen køre indtil første kvartal 2005.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
