Billedet (Porto Velho og byens omgivelser) er et multitemporalt billede komponeret af 3 satellitoverflyvninger (1993, 1997 og 1998). De hvide punkter er bygninger, der allerede fandtes i 1993, gul/grønne punkter er huse, der er bygget mellem 1993 og 1997, og de røde prikker angiver konstruktioner opført mellem oktober 1997 og oktober 1998. Da de fleste af byens tage er af metal, ses de ganske tydeligt på radarbilledet (se radarteknologi). Omvendt ville traditionelle huse (med trætage) ikke være så synlige på sådant et billede. Floden Madeira vises med grønt/gult på grund af stærkere vinde eller strømme i 1997 og 1998 (oktober) i forhold til 1993.

Download her en større version af billedet af Porto Velho og dens omgivelser (4.2 Mb)

På grund af de farvede punkter i og omkring byen fortæller billedet os noget om den langsommere byudvikling mellem 1993 og 1998. Faktisk kan vi se mange gul/grønne punkter (konstruktioner fra 1993-1997), men der er relativt få røde punkter (konstruktioner fra 1997-1998). Det står i kontrast til den kraftigt forøgede skovrydning i nærheden af byen.

På et ydmygt sted i regnskoven har Francisco Paolo do Santos fældet træerne for at dyrke sine beskedne afgrøder. Han tænker ikke på konsekvensen af, at regnskoven forsvinder. For ham gælder det blot om at overleve.

Den 72-årige Francisco Paolo do Santos er en nøjsom mand.

På et lille stykke jord i udkanten af Amazonas regnskov har han sammen med andre småfarmere fældet hundredvis af træer, der før stod flotte og knejsende. Nu ligger hovedparten af de store stammer på jorden. Nogle som forkullede, afbrændte træstumper, andre er blot efterladt, hvor de faldt. Enkelte træer har fået lov at blive stående i den stegende sol.

Her på dette lille jordstykke dyrker Francisco Paolo do Santos sammen med andre farmere deres beskedne afgrøder. Spredt mellem de væltede træer står lidt ris, et par bananpalmer, lidt ananas, peberplanter, lidt chili og en tapioka. Ikke planter, der giver et voldsomt udbytte – men nok til, at han og familien kan blive mætte.

“Jeg ved godt, at det er ulovligt at fælde træerne, og egentligt kan jeg godt lide skoven. Jeg kan lide at færdes i den. Der er smukt og køligt. Men jeg er nødt til at fælde træerne for at overleve,” forklarer Francisco Paolo do Santos.

Som mange andre af indbyggerne i delstaten Rondonia i det vestlige Brasilien kom han til området i midten af 1980'erne for at søge lykken. Lokket af pengene fra store guldfund. Men det blev aldrig til den store rigdom. Så nu må han ernære familien ved primitivt landbrug, efter at mange miner er blevet lukket.


Det daglige brød

Francisco Paolo do Santos spekulerer ikke på, at han ved at fælde skoven risikerer at medvirke til, at en stor del af klodens dyre- og planteliv forsvinder. Eller at klimaet kan ændre sig både lokalt og globalt, når træerne ikke længere er der til at holde på fugten og fungere som lager for de enorme mængder drivhusgasser, der, når de bliver frigivet til atmosfæren, menes at bidrage til opvarmningen af kloden. For ham drejer det sig alene om at brødføde familien.

“Der var ikke længere nogen fremtid for mig ude på østkysten, hvor jeg stammer fra. Her inde i regnskoven har jeg bedre muligheder, og her er jeg lykkelig", forklarer Francisco Paolo do Santos.

Den lille mand i bar mave og opknappede bukser fortæller beredvilligt om de vilkår, som han og familien på seks børn og en række børnebørn lever under. De holder til i små, beskedne hytter bygget af de forhåndenværende materialer - træ, palmeblade og plastic. Familiens vandforsyning kommer fra en dyb brønd i jorden, mens maden tilberedes over åben ild.