En kæmpestjerne bliver født
ESA’s nye observatorium i rummet Herschel har optaget billeder af dannelsen af en stjerne, der vil blive en af de største og klareste i vores galakse. Faktisk strider det imod gængs fysisk teori, at så store stjerner kan dannes – så nu skal fysikkens teoretikere på arbejde.
Den er allerede mellem otte og ti gange så tung som Solen, men er endnu blot på fosterstadiet, fordi den har langt mere kosmisk materiale at suge til sig af. Derfor er det en af fremtidens største og klareste stjerner, som ESA’s observatorium Herschel har afsløret. Stjerne-fosteret befinder sig i RCW 120, et område af vores egen galakse, Mælkevejen, som er kendetegnet af stjernefødsler.
Omkring stjernefosteret befinder der sig en sky af gas og støv svarende til 2.000 gange Solens masse. Dermed er der stor sandsynlighed for, at det unge himmellegeme vil komme til at indgå i en klasse af supertunge stjerner, som længe har kildret astrofysikernes nysgerrighed. Gængs fysisk teori kan nemlig kun forklare stjerner op til ca. otte gange Solens masse. Når stjernen er vokset til denne størrelse, skulle det intense lys fra den blæse den omkringliggende sky af gas og støv omkring bort, så der ikke var mere materiale at vokse sig større af. Ikke desto mindre har man observeret stjerner på helt op til 150 gange Solens masse.
Dette paradoks kan Herschels observationer formentlig bidrage til at forklare – nu har man muligheden for at studere dannelsen af en sådan kæmpestjerne, mens den foregår.
Herschel er det største teleskop, som nogensinde er sendt ud i rummet. Opsendelsen skete 14. maj 2009.
”Det er stadig tidligt i Herschels liv, og dette er blot begyndelsen på al den videnskab, som vi vil få ud af denne mission i de kommende år,” siger Göran Pilbratt, videnskabelig medarbejder på Herschel missionen.
Rumfartøjet er i kredsløb om punktet L2 (Lagrange punkt 2) – et punkt 1,5 millioner km fra Jorden i modsat retning af Solen. De særlige tyngdekraftforhold i L2 tillader rumfartøjer at gå i kredsløb om punktet på samme måde, som var der tale om et stort himmellegeme med sin egen tyngdekraft. På den måde følger Herschel med Jorden rundt i banen om Solen. Derved kan observatoriet både kigge ud i rummet – væk fra Solen – og samtidig være i konstant radiokontakt med Jorden.
