De danske forskere udnytter billeder af isen taget af miljøsatellitten Envisat.

Rumforskere fra Danmarks Tekniske Universitet har nøglerolle i europæisk projekt, som skal følge mængden af sne og is i det arktiske hav. Et af formålene er at forudsige konsekvenserne af ændringerne i klimaet.

I september 2006 lod det franske forskningsskib Tara sig frivilligt fange af polarhavets ismasser. Uden mulighed for selv at påvirke sin kurs er det siden drevet stadig tættere på Nordpolen. Dermed udgør skibet en base for europæiske forskere, der interesserer sig for isen.

”Vores rolle er at supplere observationerne på stedet med fortolkninger af data fra satellitter”, fortæller lektor Leif Toudal Pedersen fra instituttet Danmarks Rumcenter på Danmarks Tekniske Universitet.

Hele projektet støttes af EU-forskningsprogrammet DAMOCLES, og det er samtidig en forløber for den europæiske rumfartsorganisation ESA’s kommende is-satellit CryoSat2, som ventes opsendt i 2008.

”CryoSat2 medbringer en radar, der kan måle, hvor meget isen rager op over havets overflade. Den information kan man i princippet bruge til at regne ud, hvor tyk isen er, da der er et fast forhold mellem mængden af is over og under overfladen. Imidlertid er der en joker i spillet, nemlig mængden af sne oven på isen”, forklarer Leif Toudal Pedersen og uddyber:

”Hvis der ligger en stor mængde sne oven på en isflage, vil flagen naturligvis blive tynget mere ned, så man vil få en forkert istykkelse, hvis man bare laver standard omregningen. Vi håber, at vi kan fortolke mængden og beskaffenheden af sne ud fra satellitbilleder, så vi kan korrigere de oplysninger, man får fra CryoSat2 og derved få de korrekte tal”.

DTU-forskerne har fået en bevilling fra EU på ca. 3 millioner kr. til deres del af projektet. De udnytter blandt andet data fra ESA’s miljøsatellit Envisat.

”Målinger fra satellit af mikrobølgestråling er den klart bedste måde at få information om isen og sneens beskaffenhed. Dels fordi satellitterne kan dække store områder, dels fordi mikrobølgerne er i stand til at trænge gennem både skydække og det mørke, som præger det arktiske område gennem det meste af vinteren”, siger Leif Toudal Pedersen.

”Dog kan satellitmålingerne endnu ikke stå alene. Man er nødt til at lave målinger på stedet for at kontrollere, at vores fortolkninger af satellitternes data er korrekte. Det har vi fået mulighed for gennem vores deltagelse i det europæiske projekt”.

Forskningsprojektet løber gennem hele 2007 – som er udnævnt til forskningens Internationale Polar År – og slutter først i 2009.