ESA title
Containeren i Moskva, hvor deltagerne skal flytte ind.
Agency

ESA søger deltagere til simuleret Mars-rejse

21/10/2009 351 views 0 likes
ESA / Space in Member States / Denmark

Rusland og ESA samarbejder om et 520 dage langt forsøg, hvor især de psykologiske aspekter af en langvarig rumrejse skal undersøges.

Først en 250 dage lang rejse, så 30 dages udforskning af planetens overflade og til sidst 240 dages hjemrejse. Omtrent sådan vil en bemandet mission til Mars forløbe, og derfor bliver det også menuen for seks forsøgsdeltagere, heraf to europæiske, som i 2010 lukkes ind i en særligt designet container hos det russiske institut for biomedicin IBMP i Moskva.

Så langvarige rejser i rummet, som en mission til Mars vil være, har endnu aldrig været gennemført. Derfor skal forsøget, der kaldes Mars500, undersøge, hvordan tilstanden af isolation påvirker deltagerne psykologisk, sundhedsmæssigt og motorisk.

Forsøget ligger i forlængelse af et lignende forsøg i begyndelsen af 2009, som dog kun varede 105 dage. Ud over at varigheden er forlænget, kommer det nye forsøg til også at omfatte en 30 dage lang fase, hvor en del af besætningen skal ”udforske” Mars’ overflade. De skal flytte ind i et særligt modul, der skal forestille at være en midlertidig Mars-base, mens resten af holdet forbliver i moderfartøjet.

De to europæiske pladser kan søges af statsborgere i de ESA-lande, heriblandt Danmark, der deltager i European Programme for Life and Physical Sciences (ELIPS). Formålet med programmet er at forberede bemandede missioner til Månen og Mars. Ansøgningsfrist er 5. november 2009. Nærmere detaljer i artiklen ”Volunteers wanted for simulated 520-day Mars mission” (linket ude til højre).

Related Links