Page123

Pauloosie Kilabuk

Termometret viser minus 27, men med vindfaktoren er den reelle temperatur minus 33. Og om natten blæser vinden endnu kraftigere. Temperaturen vil så være omkring minus 38 med mulighed for at nå under 40.

Man skulle tro, at den 59-årige inuit Pauloosie Kilabuk gerne ville have det bare lidt varmere. Men sådan er det ikke. Faktisk er Pauloosie Kilabuk ligesom tusindvis af andre inuitter bekymret for fremtiden og ikke mindst for, hvordan vores fælles klode vil opføre sig.

Han har siden slutningen af 1980'erne set klimaet blive varmere og varmere, isen blive tyndere, jagten ude på havisen blive mere farlig, set rensdyrene forsvinde og isbjørnesæsonen blive kortere.

Og den lille, vejrbidte mand med de tykke, hjemmelavede isbjørnebukser og støvler fremstillet af hundeskind mener absolut ikke, det er for koldt heroppe i det nordlige Canada, selv om han ofte bor i sin lille, beskedne, hjemmelavede hytte langt ude i ødemarken. Han så derimod gerne, at resten af verden viste lidt mere respekt for kloden og f.eks. lod være med at sende alle de mange drivhusgasser fra store luksusbiler, aircondition og osende kraftværker ud i atmosfæren. Drivhusgasser, der menes at være en medvirkende årsag til den globale opvarmning især i de arktiske egne, hvor temperaturen flere steder allerede er steget omkring tre grader på 20-30 år.

Da Pauloosie Kilabuk kom til verden den 28. november 1944, så verden ganske anderledes ud.

Fangerkulturen var stort set uberørt af udviklingen i resten af verden. Den nye inuit blev født i et lille isoleret fanger- og jægersamfund godt 75 kilometer fra Iqaluit som den ene af i alt syv børn. Hans far var jæger og fanger, mens moderen tog sig af hjemmet, syede tøj af skindet fra isbjørne, ulve, sæler, rensdyr og andre vilde dyr, det lykkedes familien at få nedlagt, samt lavede mad og passede børnene. Men det var et hårdt liv med store omkostninger: Den ene søster blev syg og døde, fordi der ikke var nogen læge i nærheden. Senere forsvandt den ene bror sporløst, en dag han var ude i sin kano. Den anden af Pauloosie Kilabuks to brødre endte med på den mest ulykkelige måde at tage sit eget liv ved hængning.

Faktisk er selvmord i dag et af de allerstørste problemer for inuit-kulturens overlevelse. Inuitternes selvmordsrate er blandt de allerhøjeste i hele Nordamerika. Og selvmord samt misbrug af alkohol og narko er et endnu større problem blandt inuitterne end blandt de nordamerikanske indianere, der også har særdeles svært ved at klare overgangen fra deres originale kultur til den moderne civilisations gode og dårlige sider.

I 1955 flyttede familien Kilabuk ind til byen Iqaluit. “De sagde, det var, fordi vi skulle gå i skole, så vi kunne få et almindelig job, når vi voksede op”, fortæller Pauloosie Kilabuk.

Det med skolen blev imidlertid ikke til så meget. Pauloosie Kilabuk syntes, det var meget mere interessant at gå på jagt. Derfor gik han ligesom mange andre unge ud af skolen uden at have lært forfærdeligt meget. Et problem, der fortsat er udtalt hos de unge i Iqaluit, hvor rigtig mange aldrig får gjort deres skolegang færdig.

Inde i byen lagde faderen jobbet som jæger delvis på hylden og tog job hos hæren, dels som opvasker, dels som chauffør.

Men i vinteren 1961-62 skete der noget, der ændrede inuitternes kultur. Her kom de første snescootere til dette arktiske udsted!

Pauloosie Kilabuk var på det tidspunkt en ung mand med stor appetit på livet. Især fangerlivet.

“Jeg var ung og ønskede at have det sjovt. Derfor tog jeg ud på jagt med snescooter, så snart jeg fik chancen. Og det fortsatte jeg med, også efter at jeg havde fået job først som ansat på det lokale kraftværk senere som ansat i sundhedsvæsenet og som medarbejder i naturforvaltningen”, fortæller Pauloosie Kilabuk, mens han viser rundt i sin lille beskedne selvbyggerhytte.
 
 

	Inuit hytte

Herinde i hytten en god time på snescooter fra Iqaluit opstår der på kort tid en imponerende varme. Minus 33 grader bliver i løbet af et par timer forvandlet til saunaagtige 30-35 plusgrader med hjælp fra den lille effektive petroleumsbrænder og det åbne kogeblus midt på gulvet. I dag er snescooteren nærmest uundværlig for inuitterne i Iqaluit og i resten af Nunavut-land her i det nordlige Canada.

Udenfor stort set hvert hus holder mindst én snescooter, som regel flere - og ofte mindst et par gamle, udtjente scootere, der leverer reservedele, når noget går i stykker. I modsætning til Grønland, hvor man har holdt fast i hundeslæden som det foretrukne transportmiddel i ødemarken, har snescooteren for de canadiske inuitter totalt overtaget rollen som transportmiddel.

Som helt ung havde Pauloosie en enkelt vinter sit eget hundeslædespand. Men hundene var skræmte, så han valgte til sidst at efterlade dem ude på en øde ø - og har aldrig set dem siden. Hvorvidt de døde eller lærte at klare sig selv, bekymrer ikke Pauloosie Kilabuk. Den slags klarer naturen selv, mener manden, der forsøger at leve på naturens præmisser, så vidt det overhovedet er muligt. I dag er der stort set ingen af inuitterne i området, der har hundeslæde. Den slags er fuldstændig overtaget af de larmende fartmonstre, som de lokale blot kalder skidoo.

Ligesom hovedparten af de andre unge blev Pauloosie Kilabuk gift og fik børn: Syv af sine egne og to adoptivbørn. Inuitterne har en helt speciel tradition for at adoptere hinandens børn. I enhver familie er der børn, der er adopteret. Nogle gange er forklaringen, at forældrene ikke selv har mulighed for at passe deres børn - enten på grund af sociale problemer, økonomisk formåen, eller blot fordi de bor for langt væk fra skole og lignende. Netop børnene og de unge er det største problem for inuit-kulturens overlevelse.

“Mine børnebørn kan i dag ikke tale vores eget sprog, Inuttitut, de taler i stedet engelsk. Mine børn forstår og læser dog vores eget sprog. Men jeg tror ikke, vi kan fortsætte med at leve, som vi gjorde i gamle dage. Vi har ikke længere hundeslæder, ligesom folk ikke længere går klædt i vores originale tøj lavet af pelsen fra de dyr, vi nedlægger. Mange ved heller ikke længere, hvordan man bygger en iglo”, forklarer Pauloosie Kilabuk. Han har ikke noget entydigt svar på, hvorvidt det er godt eller skidt, at tingene har forandret sig.

Han er dog bekymret for, at mange unge inuitter reelt ikke aner, hvordan en rigtig inuit lever. I skolen forsøger man at lære eleverne traditionel jagt, bygning af iglo og lignende, men flere og flere unge ønsker slet ikke at leve livet ude i naturen.

Historisk er inuitterne kendt for at være usædvanlig gode til at tilpasse sig. Det menes således at være klimaforandringer, der for 18.000 år siden fik inuitterne til langsomt at begynde indvandringen fra Siberien til Nordamerika via Beringsstrædet for omkring 18.000 år siden. Da dyrene vandrede østpå, fulgte inuitterne efter.

Derfor er jagt også grundlaget for hele kulturen. Og Pauloosie Kilabuk har hele sit liv holdt fast i rollen som jæger, selv om det mest er foregået i fritiden. Han har selv skudt fem isbjørne og fem ulve i sit liv.

“Jeg kunne have skudt flere isbjørne, men da jeg havde chancen for at skyde min sjette isbjørn, besluttede jeg mig for at give den til min 10-årige søn. Jeg rakte ham derfor min riffel, hvorefter han fik sin første isbjørn. Det er meget vigtigt for os at skyde de vilde dyr og spise kødet fra dem. Således ville mine blodårer skrumpe ind, hvis jeg ikke længere spiste vildt kød,” forklarer Pauloosie Kilabuk, mens han tager sig en ordentlig luns rå fisk.

Jægerne får omkring 50.000 kr. for et godt isbjørneskind, mens prisen for skindet fra en ulv er omkring 23.000 kr.

De godt 6.000 indbyggere i Iqaluit har hvert år lov at skyde 18 isbjørne, mens de må nedlægge ligeså mange ulve, de kan. Også rensdyr er der fri jagt på. Og hvis jægerne er heldige, kan de desuden nedlægge både hvalros og hvidhval.

“Vi vil helst skyde de små isbjørne, fordi kødet er bedre, og de har mere fedt på kroppen. Men sportsjægerne vil hellere have en stor bjørn på tre-fire meter”, fortæller Pauloosie Kilabuk.

Hans lille hytte er smækket op et godt stykke ude i fjorden på et stykke statsejet jord. Det koster ham ikke noget. Hvis han i stedet havde valgt jord, der tilhører inuitternes egen lokalregering, skulle han derimod have betalt afgift.

Her ude i ødemarken lever den garvede inuit i pagt med naturen, i modsætning til inde i byen, hvor strømmen til lys, varme og elkomfur kommer fra elværket, ligesom en familie ejer flere biler.

Der er dog også kraftige bånd til den moderne verden ude i ødemarken. Uden for hytten ligger flere tomme petroleumstønder og flyder. Og om vinteren er eneste måde at komme herud med en moderne snescooter. Ingen i Iqaluit står på ski. Om sommeren foregår transporten med båd, når isen i juli bryder op. Den lille 59-årige mand med den toptrænede krop, hvor der ikke sidder et gram overflødigt fedt, tilbringer sammen med sin kone masser af tid i ødemarken. Om sommeren foregår det dog i telt, "fordi det er for varmt inde i hytten” som Pauloosie Kilabuk forklarer.

“Vinden har også skiftet retning. Før kom den næsten udelukkende fra nord, nu er den drejet om i nordøst. Det er medvirkende til, at fjorden fryser senere til, ligesom isen bryder tidligere op. Generelt er isen blevet meget tyndere, hvilket har medført flere ulykker for fangerne. Det har samtidig ændret isbjørnesæsonen, fordi isbjørnene har fået sværere ved at jage.”

Hvert år rykker iskanten nærmere ind mod byen Iqaluit, også selvom den østlige del af Canada ikke er det arktiske område, der ifølge forskerne bliver mest ramt af den globale opvarmning. Her ude på kanten til det grådige hav mærker man for alvor kulden gå gennem marv og ben. Åbent vand midt om vinteren er absolut ikke naturligt på disse breddegrader. Igen taler inuitterne om endnu et resultat af den globale opvarmning.

I slutningen af marts er temperaturen uden for den lille, primitive jagthytte under minus 30 grader en stor del af tiden. Men for en ægte inuit er det mere rigtigt end sidste sommer, hvor temperaturen flere steder i området var oppe og vende omkring 30 plusgrader!
 
 

Page123