Page123

En landmand beskytter årets høst på markedet i Ludhjana

Når man i disse dage kigger ud over markerne i delstaten Punjab i det nordvestlige Indien, signalerer alt idyl. Tusinder af landarbejdere, mange hentet fra Bengalen, høster kornet med små knive. Og på markederne i byerne ligger store dynger af korn og venter på at blive solgt.

Punjab er kendt som Indiens kornkammer, og statens hårdtarbejdende sikher har i de seneste 30 år formået at gennemføre en grøn revolution i det ellers primitive indiske landbrug.

Men bag de bugnende bunker af korn lurer en tikkende bombe, der truer med at hive eksistensgrundlaget væk under de millioner af mennesker, der alene i Punjab er afhængige af indtægterne fra landbruget.

I de seneste år er grundvandstanden i området faldet med mange meter. Og bønderne må investere i nye moderne pumper, der må længere og længere ned i jorden for at hente det vand, som er livsnødvendigt for, at bønderne kan høste hvede om foråret og ris om efteråret.

Årsagen er ifølge bønderne, at Punjab allerede nu oplever markant varmere vejr. Og en monsunregn, der kommer senere på året og medbringer mindre regn. I kombination med landmændenes intensive brug af grundvandet er det en cocktail, der ifølge bønderne selv kan omdanne delstaten til en ørken.
 
 

	Storbonden Bhagwaut Singh, der har mange pumper til vand

Storbønderne Baljinder Singh og Bhagwaut Singh er to af de landmænd i Punjab, der efter indiske forhold med stor succes har formået at effektivisere deres landbrug. Men de mærker de stigende problemer med at skaffe vand nok.

Bhagwaut Singh har netop måttet investere 7000 kr. i en ny dybdeborende vandpumpe. Den gamle var ikke længere effektiv nok.

“Tidligere var der ingen problemer med at få vand nok. Hvis udviklingen fortsætter, får vi problemer,” siger han.

Kollegaen Baljinder Singh frygter ligefrem, at hele staten kan ende som ørken. Og han er selv med til at forværre problemet:

“For 1200 år siden var Rajasthan ikke langt herfra en grøn stat. I dag er den omdannet til ørken. Og Punjab risikerer at lide samme skæbne, fordi grundvandet konstant falder. Når vi når ned til en vis dybde, vil vi ikke længere kunne dyrke afgrøder her, og så vil også Punjab blive til ørken,” mener Baljinder Singh.

Han er samtidig klar over, at han selv med sin landbrugsdrift er en del af problemet.

“Fordi monsunen kommer senere, er vi nødt til at pumpe grundvand op for at kunne plante vores marker til med ris på det rigtige tidspunkt. Derfor fortsætter grundvandet med at falde. Hvis vi derimod stoppede med at dyrke ris, ville udviklingen vende. Problemet er, at vi tjener flere penge på at dyrke ris end på at dyrke hvede, derfor fortsætter vi, indtil der bliver fundet alternative afgrøder, som vi kan tjene lige så mange penge på,” erkender Baljinder Singh.

Han kan samtidig berette om, hvordan grundvandet på hans jord siden risen i 1975 blev introduceret i Punjab, er faldet fra knap tre meter under jordoverfladen til godt 13 meter i dag. Baljinder Singh henter hovedparten af sin indtægt på ca. 40.000 kr. om året fra netop ris. Den indiske regering har dog også en del af ansvaret. Det er nemlig regeringen i Delhi, der fastsætter den statsbestemte pris for henholdsvis hvede og ris. Og lige nu tjener bønderne 50 procent mere ved at dyrke ris, der ikke hører naturligt hjemme i Punjab.

Derfor har landmændene ikke råd til at opgive risen som supplement til hveden.
 
 

Avtar Singh - Den lille bonde med store problemer

Jorden pantsat

Mens Baljinder Singh ejer så meget jord, at han formentlig altid vil kunne brødføde sin familie, så ser fremtiden mindre lys ud for den lille landmand Avtar Singh.

Den 28-årige landmand forsørger med sit lille jordstykke kone, fire børn og forældre. Han er taget ind på det lille marked i byen Ahmedgarh, hvor bønder fra hele området sælger deres korn.

Selv om priserne holdes kunstigt oppe af regeringen, kan Avtar Singh langt fra sælge så meget korn, at han kan holde kreditorerne fra døren.

“Det bliver sværere og sværere, at få det til at løbe rundt. De fleste af os små farmere er i dyb gæld, og de store landmænd forsøger at købe vores jord,” fortæller Avtar Singh.

I løbet af det seneste år har Avtar Singh lånt 7000 kr. i banken. Men da han på sidste års rishøst og den nuværende hvedehøst blot får en indtægt på 5000 kr., er der underskud på budgettet.

Banken har fået pant i jorden, og kan Avtar Singh ikke betale gælden, må han ud på det private lånemarked. Her er renten 30 procent, oplyser han.


Hvedehøsten fejlede

På markedet i Ahmedgarh står de små bønder i kø for at fortælle, hvor dårligt det går.

I år ligger Avtar Singhs hvedehøst 25 procent under det normale. Ifølge Avtar Singh fordi marts var usædvanligt varm og uden den mængde regn, der normalt falder.

Den faldende vandstand får også betydning for Avtar Singhs lille landbrug. For 15 år siden havde han slet ikke brug for en pumpe til at hente vand til overrisling af markerne. Den pumpe, han har nu, holder kun nogle få år mere, så kan den ikke længere nå ned til grundvandet. Men i modsætning til for eksempel storbonden Bhagwaut Singh har han ikke penge til en bedre.

“Om fem til seks år tror jeg, at jeg bliver nødt til at standse og sælge min jord. For jeg har ikke råd til at investere i en ny pumpe,” siger Avtar Singh.

Sælger Avtar Singh sin jord, bliver han nødt til at tage arbejde i industrien eller som landarbejde. Så vil han maksimalt kunne tjene 15-20 kr. om dagen.

Sker det, kommer Avtar Singh til at dele skæbne med de tusindvis af fattige landarbejdere, der udfører det manuelle arbejde for de sikhiske storbønder.
 
 

	Vand hentes op fra 10 meters dybde

Forarmede landarbejdere

På Baljinder Singh marker knokler landarbejderne på højtryk for at sikre en pæn indtægt til storbonden og hans familie.

Kulwant og hendes mand Jeel Singh må sammen med deres to børn arbejde i tre dage - 10 timer om dagen - for at tjene godt 100 kroner. I virkeligheden får familien ingen penge, men derimod 150 kilo af den hvede, de høster, hver gang de har høstet en acre, hvilket svarer til 4000 kvadratmeter. Når de ikke slider på marken, arbejder Jeel Singh som blikkenslager for otte kr. om dagen.

På marken ved siden af knokler en anden familie. Men Surinder Pal og hendes søster samt deres børn får kun 70 kr. - eller 100 kilo hvede - for tre dages arbejde. Samtidig er de otte mennesker, der skal leve af indtægten.

De har ikke selv noget jord. Så når de ikke er på høstarbejde for storbønderne, luger de grøntsager eller laver andet arbejde, som de kan få. Deres mænd deltager ikke i høstarbejdet, de arbejder i stedet som snedkere eller blikkenslagere og tjener omkring otte kr. om dagen.

Men det kniber at skaffe penge nok for de fattige landarbejdere, fortæller Surinder Pal. Og selv om de får en beskeden løn, kan de også blive tabere, hvis landbruget i Punjab og Indien som helhed oplever tilbagegang.

Alt er meget dyrt, så vi har ikke penge nok. Og når det er dårligt vejr, så vi ikke kan høste, får vi ingen penge. Derfor må vi nogle gange sulte,” lyder det fra Surinder Pal.


Fremmedarbejdere

Der findes også en del gæstearbejdere fra andre dele af Indien, der knokler på storbøndernes marker.

Én af dem er Raghu Urao, der er 40 år og kommer fra Bihar provinsen. Her har han sammen med sin kone fire børn. Men selv om han hvert år tilbringer omkring seks måneder i Punjab, har han ikke mulighed for at flytte herop med sin familie.

“Jeg har ikke nogen bolig i Punjab. Derfor kan jeg ikke flytte herop med min familie. Hjemme i Bihar er de fleste fattige, og jeg har ikke noget arbejde. Derfor rejser jeg hvert år herop og hjælper med høsten. Det tjener jeg 18 kr. om dagen ved,” fortæller den lille, sejt udseende arbejder.

Men så skal han også bo i en cirka ni kvadratmeter stor hytte, hvor han deler pladsen med seks-syv andre arbejdere og en stor vandpumpe. På gulvet i rummet, der tjener som både soverum, køkken og garderobeskab, flyder det i øvrigt med tom emballage fra forskellige typer sprøjtegifte.
 
 

Page123