Andreas Mogensen
Andreas er født i København den 2. november 1976 og dyrker rugby, basketball og squash. Han er også aktiv inden for flere former for ekstremsport, bl.a. dykning, faldskærmsudspring, kitesurfing, kajakroning og bjergbestigning. Andre interesser inkluderer videnskab, især astrofysik, astrobiologi og evolution.
Uddannelse
Andreas afsluttede gymnasiet i København i 1995 med en International Baccalaureate studentereksamen fra Copenhagen International School.
Han fik en kandidatgrad i luft- og rumfartsteknik fra Imperial College London i Storbritannien i 1999. Som led i sine studier tilbragte han et semester på Instituto Superior Tecnico i Lissabon, Portugal.
Andreas fik i 2007 en Ph.d. grad i rumfartsteknik fra University of Texas i Austin, USA. Hans forskningsinteresser omfatter styring, navigation og kontrol af rumfartøjer under opstigning, nedstigning og landing; missionsanalyse og -design; og baneoptimering.
Organisationer
- Medlem af American Institute of Aeronautics and Astronautics (AIAA)
- Medlem af American Astronautical Society (AAS)
- Medlem af American Association for the Advancement of Science (AAAS)
- Medlem af Association of Space Explorers (ASE)
Priser og udmærkelser
- Den danske Kongelige Belønningsmedalje i guld med krone og inskription (2015)
- NASA's Distinguished Public Service Medal (2015)
- Ellehammerprisen fra Foreningen af Danske Flyvejournalister (2015)
- Geniusprisen fra Foreningen af Danske Videnskabsjournalister (2016).
- Æresflise fra Ingeniørforeningen i Danmark (2017)
Erfaring
Andreas indledte sin professionelle karriere som ingeniør hos Schlumberger Oilfield Services, hvor han arbejdede som drilling services engineer fra 2000 til 2001. Han var udstationeret i Republikken Congo og Republikken Angola, hvor han arbejdede på offshore-olieplatforme.
Fra 2001 til 2003 arbejdede Andreas hos Vestas Wind Systems i Ringkøbing som ingeniør i udviklingsafdelingen, hvor han udviklede reguleringssystemer til vindmøller.
Fra 2004 til 2007, mens han arbejdede på sin Ph.d. grad, var Andreas forskningsassistent ved Center for Space Research og undervisningsassistent ved Department of Aerospace Engineering på University of Texas i Austin, USA.
Fra 2007 til 2008 arbejdede Andreas som ingeniør inden for reguleringsteknik for HE Space Operations, hvor han arbejdede på ESA's Swarm-missioni samarbejde med Airbus i Friedrichshafen, Tyskland.
Før han blev udvalgt som astronaut i 2009, var Andreas forskningsstipendiat på Surrey Space Centre ved University of Surrey i Storbritannien. Hans forskning fokuserede på styring, navigation og regulering af rumfartøjer under opstigning, nedstigning og landing i forbindelse med månemissioner.
Ved siden af sine astronautopgaver er Andreas også adjungeret professor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space) og adjungeret lektor på Aalborg Universitet.
ESA -faring
Andreas blev udvalgt som ESA-astronaut i maj 2009 og blev færdig uddannet som astronaut på Det Europæiske Astronautcenter i Köln, Tyskland, i november 2010. Siden da, er Andreas blevet uddannet og certificeret som privatpilot af Lufthansas flyveskole, og han er uddannet og kvalificeret til rumvandringer med både den amerikanske EMU-rumdragt og den russiske Orlan-dragt.
Andreas deltog i ESA's underjordiske træningskursus CAVES i 2012 som en del af et internationalt hold af seks astronauter, der boede under jorden i en uge og udforskede et hulesystem på Sardinien. ESA's CAVES-træning er en analog rummission med fokus på menneskelig adfærd og præstation i ekstreme miljøer.
Andreas blev også udvalgt som besætningsmedlem i to NASA Extreme Environment Mission Operations (NEEMO)-missioner. Han deltog i NEEMO 17-missionen (også kaldet SEATEST 2) i september 2013 og i NEEMO 19-missionen i september 2014. Begge missioner fandt sted i det undersøiske forskningslaboratorium Aquarius ud for Floridas kyst i USA, som en analog til missioner i rummet.
Ud over sine træningsaktiviteter arbejdede Andreas på ESA Lunar Lander-missionen i ESA's tekniske center, ESTEC, i Holland, hvor han var involveret i designet af styrings-, navigations- og kontrolsystemet til præcisionslanding.
Andreas var ESAs forbindelsesofficer til NASA's Johnson Space Center (JSC) fra 2016-2022. Hans opgaver ved JSC omfattede kommunikation med astronauterne om bord på Den Internationale Rumstation som Capcom fra Mission Control Center-Houston. Andreas var Lead Capcom for SpaceX-12 og SpaceX-14 forsyningsmissionerne; han var Ground-IV for US EVA 51, US EVA 69 og US EVA 73; og han var Astronaut Increment Lead for Expedition 56 og 57. Andreas var også ”ISS Assistant to the Chief” for NASAs astronaut corps og “Deputy Chief” for “Mission Support Branch”.
I 2021 og 2022 deltog Andreas i ESA's Pangaea-træningskursus, hvor han lærte om geologi og astrobiologi. På kurset der blev holdt i Lofoten i Norge, De Kanariske Øer i Spanien, Dolomitterne i Italien og Ries-krateret i Tyskland fik Andreas følgeskab af NASA-astronaut Kathleen Rubins og et hold eksperter, der lærte dem om dannelsen af forskellige stenarter, og hvordan man identificerer dem.
Rumfartserfaring
Andreas blev den første danske statsborger i rummet den 2. september 2015, da han blev opsendt på den 10 dage lange 'iriss'-mission til Den Internationale Rumstation. På rumstationen, udførte Andreas en lang række forskellige forsøg. Han var også copilot på Soyuz TMA-18M under opsendelsen og på Soyuz TMA-16M under hjemrejsen.
Den 26. august 2023 tog Andreas af sted på sin anden mission kaldet Huginn. Huginn-missionen er opkaldt efter en af Odins ravne fra den nordiske mytologi.. Andreas blev den første ikke-amerikanske pilot på SpaceX's Crew Dragon rumskib, hvor han sad ved siden af Crew Dragon-kommandøren og NASA-astronauten Jasmin Moghbeli. Andreas ankom sammen med resten af Crew-7 til rumstationen den 27. august.
Under Huginn-missionen udførte Andreas eksperimenter, der spændte fra klima- og materialevidenskab til menneskelig fysiologi og grundvidenskab. Læs mere om Huginn-missionen på Huginn-missionssiden.
Andreas blev kommandør for Den Internationale Rumstation den 27. september 2023, en rolle, som han havde i mere end fem måneder, før han overlod ansvaret til Oleg Kononenko den 10. marts 2024. Dette gjorde Andreas til den længst siddende europæiske kommandør på Den Internationale Rumstation.
Den 12. marts 2024, efter mere end seks måneder på rumstationen, vendte Andreas og Crew-7 tilbage til Jorden og landede nær Floridas kyst i USA.