Europa står bag Artemis
Hvis rummet er et hav, er Månen vores nærmeste ø. Gennem hele menneskehedens historie har den trukket vores blik opad og inspireret os til at udforske. Apollo-missionerne viste, at det er muligt at nå frem til den, men det var kun korte besøg, der varede et par dage. I dag handler udforskningen om at vende tilbage for at blive der og lære at leve og arbejde på en anden verden.
Månen ligger ca. 384.400 km væk; langt set ud fra en dagligdags synsvinkel, men tæt på efter kosmiske målestokke. Kun få dages rejse fra Jorden udgør den et ekstremt miljø: vakuum, høje strålingsdoser, slibende månestøv, skarpt lys og ekstreme temperatursvingninger.
ESA er med til at forme en ny fase i udforskningen. Med udgangspunkt i årtiers erfaring i den lave kredsløbsbane omkring Jorden bidrager Europa gennem internationale partnerskaber til missioner, der bringer astronauter i kredsløb om Månen, samtidig med at der udvikles robotteknologi – landingsfartøjer, videnskabelige instrumenter samt kommunikations- og navigationssystemer – til at udforske Månen på en bæredygtig måde til gavn for europæerne.
ESA spiller en afgørende rolle i bestræbelserne på at bringe mennesker tilbage til Månen. Vores europæiske servicemodul er drivkraften bag NASAs Orion-rumfartøj til Artemis-missionerne; det driver fartøjet gennem rummet og forsyner besætningen med luft og vand. Modulets fire karakteristiske solcellepaneler genererer ikke blot den strøm, Orion har brug for til at fungere, men indfanger også smukke udsigter over Jorden og Månen.
Hvert modul er bygget med bidrag fra over 100 leverandører i hele Europa og gør det muligt for astronauterne at rejse længere end nogensinde før.
Argonaut er ESA’s program for månelandere. Fra 2030 vil Argonaut-landere blive opsendt med Ariane 6-raketter og transportere 1,5 ton udstyr til måneforskning til Månen – lige fra nødvendige forsyninger til astronauterne til rovere, videnskabeligt udstyr og navigationsværktøjer.
Med sit fleksible design giver Argonaut Europa selvstændig adgang til Månens overflade, hvilket er et afgørende skridt på vejen mod en varig tilstedeværelse på Månen.
ESA’s Moon Explore-missioner er hurtige og omkostningseffektive missioner, der er udformet til at levere målrettede videnskabelige data og udforskningsdata. Fra rovere til satellitter, der overvåger stråling, bidrager disse »månesprintere« til at mindske risiciene ved fremtidige missioner, fremme innovation og skabe muligheder for nye europæiske aktører.
Inden astronauter kan bo og arbejde på Månen, må vi først forstå den. ESA’s videnskabelige og teknologiske aktiviteter vedrørende Månen har til formål at undersøge Månens miljø og potentielle ressourcer samt at afprøve de kommunikations-, navigations- og landingsteknologier, der er nødvendige for fremtidige missioner. I samarbejde med partnere i hele Europa og rundt om i verden udnytter ESA enhver mulighed for gradvist at opbygge disse kapaciteter.
I takt med at flere missioner rejser til Månen, bliver pålidelig telekommunikation og navigation afgørende. Disse tjenester kan gøre det muligt for fremtidige månemissioner at kommunikere og navigere på samme måde som mennesker gør på Jorden, hvilket baner vejen for en vedvarende tilstedeværelse på Månen.
ESA’s planer for forbindelser og navigation på Månen omfatter flere missioner. Lunar Pathfinder skal levere pålidelige kommunikationstjenester på og omkring Månen og afprøve brugen af navigationssatellitter i kredsløb om Jorden til navigation på Månen. Moonlight-programmet vil omfatte en konstellation af kommunikations- og navigationssatellitter i kredsløb om Månen. Det vil muliggøre hurtig dataoverførsel med lav forsinkelse mellem Jorden og Månen og sikre præcise, autonome landinger og navigation på Månen. NovaMoon vil forbedre nøjagtigheden af navigationen på Månen ved at levere et præcist referencepunkt.