Bright lower echo from Mars’ south-polar layered deposits

Mars Express måler vandmængden på Mars' sydpol

15 marts 2007

Mængden af vand bundet i de frosne lag over regionen omkring Mars' sydpol svarer til et flydende lag af omkring 11 meters dybde på hele planeten.

Denne nye vurdering stammer fra radarinstrumentet på den europæiske rumfartsorganisation ESA’s fartøj Mars Express. Instrumentet har lavet mere end 300 virtuelle snit gennem de aflejringer af støvet is, der dækker polen. Radaren ser gennem islagene til den nederste grænse, som på visse steder er helt nede i 3,7 kilometers dybde under overfladen.

Virtual ‘slice’ through icy layered deposits near Mars' south pole

"Aflejringerne på Mars' sydpol dækker et område så bredt som en stor del af Europa. Den mængde vand, de indeholder, er allerede blevet vurderet tidligere, men aldrig med så stor en grad af sikkerhed, som denne radar giver mulighed for," sagde Dr. Jeffrey Plaut fra NASA's Jet Propulsion Laboratory, i Pasadena (Californien), der er en af de primære forskere tilknyttet radaren og ledende forfatter af undersøgelsen.

Thickness of Mars' South Polar Layered Deposits
Thickness of Mars' South Polar Layered Deposits

Instrumentet, kaldet MARSIS (Mars Advanced Radar for Subsurface and Ionospheric Sounding), udfører også en kortlægning af tykkelsen af lignende aflejringer på Mars' nordpol.

“Vores radar udfører et strålende stykke arbejde,” sagde hovedforskeren tilknyttet instrumentet, professor Giovanni Picardi fra ‘La Sapienza,’ universitetet i Rom,. “MARSIS viser sig at være et meget kraftigt værktøj i undersøgelserne under Mars' overflade, og det viser, hvordan holdets mål – så som undersøgelsen af de polære aflejringer - nås med stor succes,” fortsatte han. “MARSIS giver os ikke blot de første billeder nogensinde af Mars så langt under overfladen. De detaljer, vi får at se, er også ganske enestående. Vi forventer os endnu større resultater, når vi har færdiggjort en finjustering af vores metoder for databehandling. Det vil gøre os i stand til at forstå overfladen og dens sammensætning endnu bedre.”

Lower boundary of icy layers covering Mars' south-polar region
Lower boundary of icy layers covering Mars' south-polar region

Aflejringerne ved polerne indeholder det meste af det kendte vand på nutidens Mars, selv om andre dele af planeten synes at have været meget våde på forskellige tidspunkter i fortiden. At forstå vandets historie og skæbne på Mars er nøglen til studiet af, om Mars nogensinde har kunnet understøtte liv, da alt kendt liv er afhængigt af flydende vand.

Plaut, Picardi og 22 andre forskere rapporterer analyser af Mars Express' radarinstruments observationer af sydpolen i denne uges online-udgave af tidsskriftet Science.

Upper surface of icy layers covering Mars' south-polar region
Upper surface of icy layers covering Mars' south-polar region

De polære aflejringer strækker sig udover og dybere end dækket af lysende hvid, frossen kultveilte og vand på Mars' sydpol. Støv gør mange af lagene mørke. Alligevel antyder styrken af det ekko, som radaren modtager fra den stenede overflade under aflejringerne, at aflejringerne består af mindst 90 procent frosset vand. Der er dog et område med en særlig lys refleksion fra aflejringernes bund, som undrer forskerne. Det ligner det, som radarinstrumentet ville opfatte som et tyndt lag flydende vand, men betingelserne er så kolde, at tilstedeværelsen af smeltevand regnes som højst usandsynlig.

At kunne se formen af jordoverfladen under isaflejringerne giver os oplysninger om de endnu dybere strukturer på Mars. "Vi vidste faktisk ikke, hvor bunden af aflejringerne var," sagde Plaut. "Vi kan nu se, at skorpen ikke er blevet trykket ned af isens vægt, som det ville være tilfældet på Jorden. Mars' skorpe og øverste kappe er stivere end Jordens, formodentlig på grund af at Mars' indre er så meget koldere."

For yderligere oplysninger kontakt venligst

Giovanni Picardi, MARSIS Principal Investigator, University of Rome 'La Sapienza', Italy
Email: picar @ infocom.uniroma1.it

Jeffrey Plaut, MARSIS Co-Principal Investigator, NASA/JPL, USA
Email: plaut @ jpl.nasa.gov

Agustin Chicarro, ESA Mars Express Project Scientist
Email: agustin.chicarro @ esa.int

Fred Jansen, ESA Mars Express Mission Manager
Email: fjansen @ rssd.esa.int

Enrico Flamini, ASI Mars Express Mission Manager
Email: enrico.flamini @ asi.it

Copyright 2000 - 2014 © European Space Agency. All rights reserved.